Sådan lægges terrassen
Terrasser og gangarealer lægges sådan:
Hvis der er en eksisterende belægning, som bare skal fornyes og underlaget er i orden, kan man springe stabilgruset over og nøjes med et par cm afretningsgrus.
• Du starter med at grave af, så der er plads til minimum 10 cm stabilgrus (kornstørrelse 0/32 mm), 2-3 cm afretningsgrus (kornstørrelse 0/4 eller 0/8 mm) og 6-7 cm til belægningsstenene eller terrassefliserne.
• Dernæst lægger du stabilgruset ud, og komprimerer det godt med en pladevibrator, fyld op med afretningsgrus og komprimér igen. Det er vigtigt, at du husker, at lave et fald på underlaget, så overfladens hældning sker væk fra huset (min. 1 cm pr. løbende meter), så kan regnvandet let løbe af.
• Markér såvel højden på den færdige belægning som terrassens kanter med udspændte snore.
• Læg to lange ledere, fx ½” vandrør, ned i gruset og check, at de ligger i korrekt niveau. Afretningslaget rettes af med et lige bræt, som trækkes hen over arealet, mens det hviler på de to ledere. Fjern lederne og efterfyld revnerne med grus og stamp det til.
• Dernæst anbringer du belægningsstenene med en indbyrdes fugeafstand på 2-3 mm (medmindre stenene har en støbt fugeknast), og i det mønster, du ønsker. Hav altid tilstrækkelig med støtte snore på, så retning og forbant holdes. Alt efter mønster kan det være nødvendigt at klippe stenene til med en fliseklipper, eller du kan vælge at skære dem til med en vinkelsliber med diamantklinge. Den kan også bruges til skæringer omkring cirkler, brønddæksler mm. Når hele terrassen er lagt, fejes fugemateriale ud, så fugerne fyldes.
• Kør evt. hele området over med pladevibratoren igen, hvis belægningen er godkendt til det, og fyld fugerne op igen, så stenene forsegles. Brug altid en pladevibrator med gummi måtte, når der køres ovenpå belægningen, det skåner stenenes overflade, og du undgår ridser og skader på stenene. Det er også vigtigt at du fejer stenene helt rene, da småsten kan ”køre” med pladevibratoren rundt og volde stor skade på belægningen.
Nu har du så en belagt terrasse, der kan holde i mange år. Læs også om vedligeholdelse.
